Til dig, der har brug for behandling og ønsker et individuelt psykoterapeutisk forløb.
Jeg tilbyder både samtaleforløb og specialiseret udredning til børn og unge i alderen 6-15 år. Et forløb hos mig kan være hjælpsomt til at forstå dit barns reaktioner og behov herunder, hvordan du bedst møder og støtter dit barn i retningen af øget trivsel og et godt børne/ungdomsliv.
Der kan være mange grunde til at søge professionel hjælp til sit barn. Måske fornemmer du, at dit barn ikke har det godt, men er i tvivl om hvorfor og hvordan du kan møde dit barn bedst muligt? Måske har dit barn ændret adfærd på grund af længerevarende eller akutte belastninger og er blevet begrænset i sin livsudfoldelse? Måske har du som forældre bemærket, at dit barn ikke udvikler sig alderssvarende og er bekymret for, om barnet er besværet af mere grundlæggende kognitive, neurologiske eller følelsesmæssige udfordringer.
Vi kender alle til, at vi kan have blinde pletter, når det kommer til vores egne børn og her kan det være gavnligt at få situationen belyst udefra. Hos mig har du endvidere mulighed for at få en fagprofessionel vurdering af, om de vanskeligheder dit barn oplever, er tegn på en underliggende psykiatrisk lidelse, der kan afhjælpes med den rette behandling eller tilpasning af det miljø, dit barn færdes i.
Uanset om jeres henvendelse vedrører et behov for udredning eller et terapeutisk forløb, er I velkommen til at kontakte mig.